info@musikquizzer.dk

Musikquiz om film

Alle elsker en god musikquiz

Filmquiz – musikquiz med filmtemaer

Hvis du og dine gæster er vilde med film, så vil denne quiz helt sikkert falde i jeres smag. Vi har simpelthen taget et bredt udvalg af redaktionens yndlingsfilm og skabt quizzens skelet ud fra vores egne præferencer. På den måde har vi i al beskedenhed lavet verdens bedste filmquiz – vi håber I er enige. Til hvert spørgsmål er der et bonusspørgsmål, som relaterer sig til filmen – på den ene eller den anden måde. Du finder den tilhørende playlist på Spotify under ‘Musikquizzer.dk – Filmquiz’. God fornøjelse!

Spørgsmål 1
– Denne film er stemt ind som intet mindre end verdens bedste film på flere filmsites og har Morgan Freeman og Tim Robbins i de bærende roller. [Svar: En verden udenfor/The Shawshank Redemption]

Bonusspørgsmål: Filmen var nomineret til 7 oscars, men hvor mange statuetter endte den med at vinde? [Svar: 0]

Spørgsmål 2
– Det var i stedet dette episke værk, der løb med akademiets pris for bedste film i 1994. Hvad hedder filmen, der følger en bemærkelsesværdig ung mand – fra barndommen til voksenlivet? [Svar: Forrest Gump]

Bonusspørgsmål: 1994 var et af de bedre filmår – udover ’En verden udenfor’ og ’Forrest Gump’, så blev denne film en bragende publikumssucces, og gav samtidig et comeback af dimensioner til John Travolta. [Svar: Pulp Fiction]

Spørgsmål 3
– Dette filmtema behøver ingen introduktion – men hvem er komponisten bag? [Svar: John Williams]

Bonusspørgsmål: Den første film i serien er fra 1977 og havde bl.a. en ung Harrison Ford i en af hovedrollerne. Han blev, efter vores tids standarder, betalt en ret sølle hyre for strabadserne – hvor meget fik han i løn for Star Wars IV? Det svar, der kommer tættest, vinder 1 point. [Svar: 10.000 dollars]

Spørgsmål 4
– John Williams har i mange år kørt parløb med de to venner og rivaler, Steven Spielberg og George Lucas. Mens Williams’ mest berømte samarbejde med Lucas var temaet til Star Wars, så har projekterne med Spielberg bl.a. kastet denne perle af sig. [Svar: Indiana Jones]

Bonusspørgsmål: Nævn titlerne på mindst 3 af de indtil videre 4 film i serien. [Svar: Jagten på den forsvundne skat, Indiana Jones og templets forbandelse, Indiana Jones og det sidste korstog, Indiana Jones og krystalkraniets kongerige]

Spørgsmål 5
– Vi runder samarbejdet mellem John Williams og Steven Spielberg af med denne klassisker, der ramte biograferne i 1993. Hvad hedder filmen, der bygger på en roman af Michael Crichton? [Svar: Jurassic Park]

Bonusspørgsmål: For at skabe det frygtindgydende brøl fra en Tyrannosaurus Rex blandede teknikere lydene fra fem dyr – elefant, pingvin, alligator, tiger og hvilket dyr, der hedder Canis lupus familiaris på latin? [Svar: Hund]

Spørgsmål 6
– Fra en berømt dræbermaskine til en anden. Denne legendariske film landede i biograferne i 1991 og giver et lettere dystopisk syn på fremtiden. Hvad hedder filmen? [Svar: Terminator 2]

Bonusspørgsmål: Edward Furlong, der spiller en ung John Connor i filmen, har siden rutsjet ind og ud af alvorlige alkohol- og narkotikaproblemer. I 1998 spillede han sammen med en anden Edward i ’American History X’. Hvad hedder han? [Svar: (Edward) Norton]

Spørgsmål 7
– 1976 var året, hvor vi for første gang mødte denne ’underdog’, der kæmper sig op fra bunden – og sejrer mod alle odds. Hvad hedder hovedpersonen, som vi følger? [Svar: Rocky Balboa]

Bonusspørgsmål: Karakteren Rocky Balboa er især inspireret af én legendarisk bokser, der, som den eneste verdensmester i sværvægtsklassen, trak sig tilbage ubesejret – efter 49 vundne kampe, heraf 43 på knockout. Hvad hedder han? [Svar: Rocky Marciano]

Spørgsmål 8
– Præcis 10 år efter Rocky boksede sig til tops, trådte en notorisk hjerteknuser for alvor ind på verdensscenen. Hvad er hans øgenavn i filmen med dette tema? [Svar: Maverick – fra filmen Topgun]

Bonusspørgsmål: Tom Cruise’s makker i filmen hedder som bekendt Goose. Lige inden et katapultsæde med funktionsfejl forårsager hans død, er han med i ikonisk scene, hvor han fremfører en berømt sang på klaveret. Hvad hedder den? [Svar: Great balls of fire]

Spørgsmål 9
– Fra kampen mellem det gode og det onde på den storpolitiske scene, flytter vi med dette soundtrack fokus til en anden konflikt, der udspringer af det indædte had mellem tre mænd. Hvad hedder filmen, hvorfra disse ikoniske toner stammer? [Svar: Den gode, den onde og den grusomme (the Good, the Bad and the Ugly)]

Bonusspørgsmål: Hvad hedder den legendariske komponist bag værket, der har dannet skole for lydsiden til westerns i det hele taget? [Svar: Ennio Morricone]

Spørgsmål 10
– Ligeledes med aner til støvlelandet (!) landede denne klassiker om komplicerede familierelationer, magt og hævn i biograferne i 1972. De fleste kan nynne med på melodien – men hvad hedder filmen? [Svar: Godfather]

Bonusspørgsmål: I filmen vågner Jack Woltz, der har gjort sig upopulær hos Don Corleone, op med hvilken uventet genstand i sin seng? [Svar: Et afsavet hestehoved – endda et ægte et af slagsen]

Spørgsmål 11
– Vi bliver på det nordamerikanske kontinent og svælger væk i dette fantastiske soundtrack, der akkompagnerer en fin fortælling om en mand, der starter dagen med et særligt tilfredsstillende brusebad. Hvad hedder filmen? [Svar: American Beauty]

Bonusspørgsmål: Titlen ’American Beauty’ er en ironisk reference til det overfladiske liv, som Lester (Kevin Spacey) forsøger at gøre op med. Men den indeholder samtidig en henvisning til navnet på en central, dekorativ plante, der fremgår flere gange i filmen. [Svar: en rose]

Spørgsmål 12
– Rose (dansk udtale) eller Rose (engelsk udtale) er navnet på den udkårne til en af vore helte i dette episke mesterværk – hvad hedder det? [Svar: Ringenes Herre (Fellowship of the ring)]

Bonusspørgsmål: Det er selvfølgelig hobitten Sam, der er tale om – og han ender som bekendt med at blive gift med Rose. Men hvad hedder de tre andre hobitter, der deltager i den farefulde færd til Mordor? [Svar: Merry, Pippin og Frodo]

Spørgsmål 13
– For at det ikke skal være løgn, så optræder der endnu en Rose i dette storslåede kærlighedsdrama, hvor de to udkårne må gå grueligt meget igennem for at få hinanden – om ikke andet, så bare for en stund. Hvad hedder filmen, der er instrueret af James Cameron? [Svar: Titanic]

Bonusspørgsmål: Filmen er som bekendt baseret på faktiske hændelser. I hvilket år forliste det gode skib Titanic i virkeligheden? [Svar: 1912]

Spørgsmål 14
– Stakkels Leonardo DiCaprio må ofte lide den tort at skulle gennemgå ufattelige pinsler, han er både blevet mishandlet af en bjørn og smidt i ishavet – men hans skæbne i denne film tager dog nok præmien som den mest ulykkelige – hvad hedder filmen? [Svar: Romeo og Julie]

Bonusspørgsmål: Romeo og Julie er som bekendt oprindeligt skrevet af William Shakespeare. Hans værker er de næstmest citerede blandt verdens engelsktalende befolkning – hvilken bog tager førstepladsen? [Svar: Biblen]

Spørgsmål 15
– Vi slutter af med oscarvinderen for bedste film i 1996. I dette epos får vi præsenteret endnu en ulykkelig kærlighedshistorie og en ikonisk kamp for frihed. Hvad hedder filmen? [Svar: Braveheart]

Bonusspørgsmål: Filmens soundtrack er komponeret af James Horner, der ligeledes har stået bag et af de andre temaer i denne quiz hvilket? [Svar: Titanic]

Du finder den tilhørende playlist til denne musikquiz om film på Spotify under ’Musikquizzer.dk – Filmquiz’.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *